Ken Rideouts historie er en fortælling om ekstrem atletik, afhængighed og modstandskraft – og en, der kan inspirere alle til at bevæge sig.

At møde Ken Rideout er at kende Ken Rideout. Kort sagt, han bærer alt udenpå sig. Han voksede op i et arbejderkvarter uden for Boston, arbejdede fuldtid som fængselsbetjent lige efter gymnasiet og kæmpede senere med en opioidafhængighed i næsten et årti. 

I dag er han far til fire og en af verdens bedste atleter over 50. Hans dedikation og konsistens er legendarisk. Hver morgen snører han sine Reebok løbesko, tager sit Reebok udstyr på og løber ti miles.

Ken har altid været atlet. Han bokset gennem gymnasiet og college, spillede fodbold og hockey og joggede for at holde sig i form. Da han flyttede til New York som ung voksen, bokset han i en klub, så han kunne bruge fitnesscenteret til træning.

Ken løb også meget, men indrømmer, at han ikke vidste noget om løb (eller løbesko og udstyr for den sags skyld) – teknik, intet. "Jeg er bare en almindelig idiot, der løber for meget og siger, 'jeg har ondt'," siger han. I midten af 30’erne førte smerter i knæet fra løb til, at han købte en cykel. 

Han dukkede op til en cykeltur med nogle kolleger med alt det forkerte udstyr – en ærmeløs t-shirt, ingen hjelm, en kasket på bagvendt – og uden at have nogen idé om, hvad han lavede. Men efter et par ture tænkte han, "enten er de her fyre fuldstændig ude af trit med, hvor gode de er, eller også er jeg ret god til det her." Det var nok et sted midt imellem.

“For at gøre en lang historie kort, tilmeldte jeg mig et par triatlonkonkurrencer,” siger Ken. Ligesom med løb og cykling siger han, at når han ser tilbage på sine tidlige løb, havde han ingen idé om, hvad han lavede. "Jeg skyllede mine fødder af efter at være kommet op af vandet, før jeg tog mine cykelsko på."

Så han satte nogle mål. Til sidst ville Ken deltage i verdensmesterskaberne i Hawaii tre gange. For at træne cyklede han 100 miles og løb derefter 10 miles. Hans venner og hans kone kaldte ham skør, men han siger, "Hvis jeg skal konkurrere 112 miles og så løbe 26, må jeg hellere kunne klare det en tilfældig lørdag."

Før Ken begyndte med triathlon, kæmpede han med en opioidafhængighed i næsten ti år.

Udholdenhedssport blev hans redskab til helbredelse. ”Det blev min naturlige antidepressiv,” siger han. For Ken er løberens rus ikke som den rus, man får af stoffer. For ham er det en enorm følelse af præstation og lettelse.

Udholdenhedstræning blev ikke kun en erstatning for hans afhængighed, det lærte ham også værdien af ansvar og værdien af konsistens. Ken løber hver dag – og ikke kun fordi træning er vigtigt for ham, men fordi det holder ham på rette spor. ”Som tidligere stofmisbruger kan jeg fortælle, at jeg altid føler, at én dag [hvor jeg giver op på mig selv eller tager den nemme vej] kan være starten på en frygtelig vane.”

Han prioriterer sin løbetur hver dag i ugen – uanset om han er hjemme, på ferie med familien eller rejser i forbindelse med arbejde. For ham er det bevidst, at han sætter denne del af sig selv først, så han kan være den bedste version af sig selv på alle områder i sit liv.

”VI ER ALLE FØDT MED ÉN ANSVARSOPGAVE. UANSET OM DU VIL HØRE DET ELLER EJ, SÅ ER DET SANDHEDEN: DU HAR ÉN ANSVARSOPGAVE I DIT LIV, OG DET ER DIT EGET MENTALE OG FYSISKE HELBRED.”

Efter fødslen af sit fjerde barn havde Ken ikke længere tid til triathlontræning. Så han skiftede fokus til løb. 

Han fandt den rigtige løbesko og udstyr, satte sig målet om en marathon under tre timer og begyndte at forbedre sine tider — han løb 2:58, 2:45, 2:33. Han sad fast på en PR på 2:33 i omkring to år, før han løb 2:28 i Sacramento som 49-årig.

Så hvordan bliver han ved med at blive hurtigere? ”Der er et trick, og ingen vil høre det – det er at løbe, meget,” siger Ken, ”Da jeg gik fra 2:58 til 2:33 over cirka atten måneder, gjorde jeg bare 10 miles hver eneste dag.”

”DER ER INGEN GENVEJE. HVIS DU VIL VÆRE KONKURRENCEDYGTIG, SELVOM DU KUN KONKURRERER MED DIG SELV, SKAL DU LØBE MEGET.”

Når han siger hver eneste dag, mener han Hver. Eneste. Dag. Uanset om du løber seks-minutters miles, ti-minutters miles, lige er begyndt at løbe eller bare går, ved Ken, at det er den samme følelsesmæssige rutsjebane at komme ud af døren. Men Ken har trænet sin hjerne til at være “immun og hårdhudet” over for tanken om ikke at løbe. “Jeg ville aldrig engang overveje det,” siger han. Læren her er, at uanset om du lige er startet med din løberutine, er en erfaren mester eller et sted midt imellem, er det den samme følelse.

“ALLE KAN GØRE HVAD DE VIL. SPØRGSMÅLET ER, OM DU ER VILLIG TIL AT GØRE DET?”

“MIN MÅDE ER IKKE NØDVENDIGVIS DEN RIGTIGE MÅDE AT GØRE DET PÅ. MEN DET ER DEN RIGTIGE MÅDE FOR MIG. HVIS DU EFTERLIGNER DEN OG DET VIRKER, SÅ FINT, OG HVIS DU KAN GØRE DET PÅ DIN EGEN MÅDE, SÅ FINT. DET VIGTIGSTE ER, AT DU FINDER DEN.”